Michael drages tilbage mod hans skæbnes kærlighedsudkårne. Han kan ikke værge for sig. Skånselsløst tvinges han mod den endelige afklaring. Han opsøger Trine, for hudløst ærligt og uden facaderi - at blotte sit hjerte. Alle tidligere følelser og usagte ord får frit løb.Det må briste eller bære.

- Jeg vil dig for evigt, Trine, ikke bare din sprællende, dunkende vidunderlige facademodelkrop. Nej, det dyrebareste organ i din krop, dit hjerte, vil jeg se - hvis du evner det!!! Og med tårer i øjnene af trods, vilje og afgrundsdyb kærlighed, deklarerer han for Trine, at dette er den sidste chance for dem. Nu eller aldrig. Nu må hun blotte sit hjerte, få fingeren ud af anus og vise hun er blevet voksen.

Trine rammes, som af et rart og forudsigeligt piskesmæld på numsen, og gennemstrømmes af en "stream of consciousness", der fejer benene væk under hende. Hun har det jo, som han. Vil ham, har altid villet ham, men har på grund af et manglende selvværd - påført hende af en kærlighedsløs moder og fortravlet fader - aldrig evnet at tage mod den dybe kærlighed.

Her forstår vi nu, findes roden til alt ondt i hendes og Michaels talrige kærlighedsforsøg begravet. Hvorfor er det gået så grueligt galt for dem hver gang?
Hvis bare hun kunne elske sig selv nok, så hun kunne stole på og modtage hans kærlighed!
Nu skal det være slut med hendes evige ensomme og kedelige onani, hvor tårer følger orgasmen - for denne gang siger de det jo ærligt, denne gang siger de det nemlig klart.

Er der håb for den unge moderne og egoistiske generation, kunne man spørge sig selv? Jo da, det er der måske så absolut! I hvert fald vil Trinepigen og Michael nu prøve en sidste ærlig gang!

Vi er mange gode og naive stakler, som tror på dem, og ønsker dem alt det bedste fremover. Selv om vi aldrig kunne drømme om at interessere os for noget så latterligt som Dansk Melodi Grand Prix, endsige spilde tid på at se det i fjernsynet. Gud bedre det!